Total stopper skifergasboring i Dybvad
Danmarks første skifergasboring er ved at være historie.
Energistyrelsen oplyser mandag, at alunskiferens tykkelse er mindre end forventet.
Total har fundet metangas, men der var ikke nok til, at de ville gå videre til næste fase, der skulle være en hydraulisk test-frakturering af skiferlaget, også kaldet fracking. Boretårnet bliver nu pillet ned og borepladsen bliver fjernet permanent.
Danmarks første skifergasboring begyndte den 4. maj 2015 og sluttede i en dybde af 3564 meter under terræn.
I Vendsyssel Energi- og Miljøforening er vi tilfredse med, at Total stopper boringen i Dybvad. For naboerne må det være en stor lettelse. For alle andre er der først tid til fest, når Total leverer Vendsyssel – 1 tilladelsen tilbage til Energistyrelsen. Så længe de i besiddelse af tilladelsen, kan Total i princippet bore et andet sted i Vendsyssel.
I Vendsyssel Energi- og Miljøforening håber vi, at de mange aktive vil fortsætte og tage del i arbejdet med at fremme vedvarende energi og være med til at nedbringe danskernes overforbrug af klodens naturressourcer.
Folketingets midlertidige stop for nye skifergas tilladelser er også et område, der skal gøres permanent.
“Åben Dør”-proceduren skal lukkes effektivt. Proceduren har siden 1997 givet energiselskaberne mulighed for at søge om tilladelse til efterforskning og produktion af olie og gas. Åben Dør – proceduren er en mere fleksibel måde at tildele koncessioner uden afholdelse af en egentlig udbudsrunde. Det er vores holdning, at der ikke skal efterforskes efter fossile brændsler på landjorden i fremtiden.