Plads til både fortid, natur og vindmøller i Vendsyssel

Brønderslev Kommune sender efter deadline indsigelse mod udskiftning af vindmøller i Hjørring Kommune.

Et noget uskønt og politisk rodet forløb har fået Socialdemokratiet til at efterlyse en redegørelse over forløbet fra Borgmester Mikael Klitgaard.

Vindmølleprojekt ved Hjortnæs omhandler udskiftning af 8 eksisterende vindmøller på 69 m med 8 nye vindmøller med en højde på 150 m. Møllerne er placeret tæt på kommunegrænsen 1,3 km fra landsbyen Stenum i Brønderslev Kommune.

De nuværende vindmøller blev opført da kommunen hed Løkken-Vrå og har siden 1999 snurret lystigt, samt været en naturlig del af landskabet uden nogen har taget anstød af dette. Huse er blevet solgt og bygget og nye beboer er kommet til. I 20 år har vindmøllerne bidraget med grøn energi og medvirket til, at en kWh strøm er blevet mere miljø- og klimavenlig.

En aflevering af en underskriftindsamling fra Børglum Kloster til Brønderslev Kommune formodes at have påvirket politikkerne i Teknik- og Miljøudvalg til udarbejdelse af indsigelsen mod vindmølleprojektet. Vendsyssel Energi- og Miljøforening kan med undren konstatere, at indsigelsen er fremsendt til Hjørring Kommune efter deadline uden at være behandlet i Økonomiudvalg og Byråd.

Om de mange protestunderskrifter har fået medlemmerne af Teknik- og Miljøudvalget til at gå i sort, eller det er herrefolket på Børglum Kloster, der har haft fat et vist sted, vides ikke. Det overrasker ikke Vendsyssel Energi- og Miljøforening, at medlemmerne i udvalget er negative over for vedvarende energi. Det bliver højst sandsynlig ikke dem der bidrager til, at vi redder os igennem klimakrisen.

Brønderslev Kommunes embedsmænd havde ellers foretaget en screening af projektet i forhold til natur- og landskabsinteresser og gennemgået Hjørring Kommunes afgrænsningsnotat, som beskriver, hvilke forhold, der skal undersøges i næste fases miljøvurdering. Embedsmændene har her konkluderet, at vindmølleprojektet ikke er i strid med natur- og landskabsinteresser i Brønderslev Kommune.

Teknik- og Miljøudvalget er åbenbart ikke enige i denne konklusion. Udvalget henviser i indsigelsen til, at området tæt på Børglum Kloster er udpeget som særligt værdifuldt kulturmiljø, der åbenbart strækker sig helt ind i Brønderslev Kommune, og at vindmøllerne vil udgøre en yderligere stor visuel belastning af området.

Vendsyssel Energi- og Miljøforening har anbefalet Hjørring Kommune at fortsætte planlægningen med udarbejdelse af kommuneplantillæg og lokalplan. Det gør vi, da området er særdeles velegnet til opstilling af nye vindmøller og fordi ganske få mennesker vil opleve yderligere gener ved udskiftning af de gamle vindmøller med nye og større vindmøller. Foreningen har i forbindelse med anbefalingen sendt flere forslag, der ønskes undersøgt i miljøvurderingen.

Der er indsamlet mange underskrifter. De fleste er indsamlet på baggrund af urigtige oplysninger, om 1 km afstand mellem vindmøllerne og Børglum Kloster, samt en visualisering, hvor vindmøllerne kan ses over Børglum Kloster.

Billedet er taget fra krattet på højen, ved den gamle træmølle af en ukendt person. Vi har tidligere anfægtet rigtigheden af visualiseringens koordinater og etikken i fotopunktets placering, som er beliggende højt over Børglum Kloster.

Vendsyssel Energi- og Miljøforening har vurderet at mange af Børglum Klosters indsamlede underskrifter har karakter af sympatierklæringer, idet mange af personerne på listen ikke vil opleve gener, fordi de bor langt fra vindmøllerne. De har således ukritisk skrevet under på, at deres ejendomme falder voldsomt i værdi, og at helbred og livskvalitet vil blive truet af den konstante støj fra vindmøllerne.

Eksempelvis kan underskrivere i badebyen Løkken ikke se vindmøllerne eller høre dem. Det de kan høre er lavfrekvent støj fra Vesterhavets bølger.

Det bør bemærkes, at Tolstrup – Stenum Borgerforening ikke er at finde blandt protestunderskrifterne. Borgerforeningen har behandlet emnet, men har konstateret, at holdningerne er delte og en stillingtagen vil ødelægge det gode sammenhold i Stenum, der trods sin størrelse har børnepasning, idrætshal og en velfungerende friskole. Et sted man gerne vil flytte hen, selv med vindmøller i nærheden.

Formålet med en for-debat er at give borgerne mulighed for at fremsende forslag, ideer og synspunkter inden udarbejdelse af kommuneplantillæg og lokalplan. Desuden kan der fremsendes forslag til forhold, der ønskes undersøgt i miljøvurderingen. Hvis Hjørring Kommune arbejder videre med planlægningen vil der senere komme en egentlig høringsfase med kommuneplantillæg, lokalplan og miljøvurdering.

Vindmøllerne kommer til at stå i et åbent landbrugslandskab med læhegn og mindre bevoksning. Området ligger uden for udpegede bevaringsværdige landskaber ved Børglum Kloster.

Det er Vendsyssel Energi- og Miljøforening holdning, at de nye højere vindmøller ikke vil ødelægge udsyn og indkig til Børglum kloster nævneværdigt.

Læs vores anbefaling af vindmølleprojektet
her

Læs Brønderslev kommunes teknik- og Miljøudvalgs indsigelse her