Stadig stor forskel på fjernvarmepriser i Danmark og Vendsyssel
Gennemsnitligt er det billigst at bo i Hjørring Kommune, viser en undersøgelse vi har foretaget af varmepriserne i 4 kommuner i Vendsyssel. Dyrest er det i Brønderslev Kommune viser Forsyningstilsynets nyeste prisstatistik
Forsyningstilsynets prisstatistik viser priserne, som de er indberettet af fjernvarmeselskaberne i august måned 2023.
Beregningen af gennemsnitsprisen viser på landsplan en årlig fjernvarmepris på 14.875 kr. for et standardhus på 130 kvadratmeter. Sammenlignet med landsgennemsnittet er den gennemsnitlige fjernvarmepris i kommunerne i Vendsyssel 4.336 kr. dyrere (19.211 kr.).
Prisstatistikken viser også store forskelle på priserne på tværs af fjernvarmeselskaberne og varierer fra 5.241 kr. til 59.113 kr. årligt for et standardhus på 130 kvadratmeter.
Top 5 i Vendsyssels kommuner
Vendsyssel Energi- og Miljøforening har studeret fjernvarmepriserne og udarbejdet en top 5 rangliste i de 4 kommuner, som ligger i Vendsyssel. Det er Hjørring Kommune, Frederikshavn Kommune, Brønderslev Kommune og Jammerbugt Kommune. Derudover har vi udarbejdet en samlet liste over de ti billigste fjernvarmebyer i området.
Billigst i vores undersøgelse er Hjørring Varmeværk med en årlig udgift på 11.033 kr.
Dyrest er det at modtage varme fra Dronninglund Fjernvarme, hvor udgiften løber op i 36.332 kr. Det er dyrere end at opvarme med olie og giver en placering blandt de 10 dyreste varmeværker i Danmark.
Prisforskellene kan bl.a. skyldes stort varmetab i ledningsnet, forskelligt økonomisk udgangspunkt, forskellige muligheder for afskrivning og brug af brændsler til varmeproduktionen. Fjernvarmeværkerne er underlagt Varmeforsyningslovens bestemmelser.
Eksempelvis kan varmetabet i et dårligt isoleret fjernvarmenet være helt op til 25 pct.
Det vil sige, at der ikke opnås indtægt fra en fjerdedel af det indkøbte brændsel. Det tab skal dækkes af det faktiske varmesalg. Hver procent sparet varmetab vil derfor kunne reducere varmeprisen.
Blandt de 10 billigste fjernvarmeselskaber har Aabybro Fjernvarme den mindste klimapåvirkning og den største andel af Vedvarende energi.
I gennemsnit er andelen af vedvarende energi blandt de 10 billigste værker 82,2 procent og udledningen for et gennemsnitshus 1.292 CO2-ækvivalenter. Til sammenligning vil standardhuset med en luft til vand varmepumpe udlede 1.461 kg CO2 ækvivalenter, har vi beregnet.
Det er en mulighed at finde sin egen drivhusgasudledning ved at besøge det lokale fjernvarmeselskabs hjemmeside, hvor fjernvarmedeklarationen findes. Her fremgår drivhusgasudledning, brændselsfordeling og andelen af vedvarende energi.
Forsyningstilsynet offentliggør prisstatistikken to gange om året med priser gældende for henholdsvis januar og august. Den næste prisstatistik for januar 2024 forventes at være færdig i juli 2024.