Tag Archives: solceller

Ny solcellepark burde ligge på byens tage

Vust Holme Solcellepark ved Fjerritslev i Jammerbugt Kommune er efter mange års planlægning endelig begyndt at forsyne elnettet med mere grøn strøm. Solcellerne bidrager til, at opfyldelsen af målsætningen i Jammerbugt Kommunes DK2020-klimahandlingsplan om etablering af 300 MW solceller inden 2030 er kommet et skridt nærmere.

Parken er opført på 47,8 hektar lejet, tidligere landbrugsjord. Det er et miljøtiltag i sig selv, fordi der ikke længere bruges pesticider og gødning. Solcelleparken er på 29 MWpeak og har en forventet årlig produktion på 36.000 MWh, svarende til at kunne levere grøn strøm til 9.000 husstande. Parken er konstrueret med trackere, hvilket vil sige vandret bevægelige solpaneler, der følger solens gang hen over himlen.

Solcelleparken ejes af HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab.

Jammerbugt Kommune har på grund af landbruget en høj samlet CO2-udledning på 14,04 ton CO2e pr. indbygger, mens udledningen inden for energiområdet, på grund af kommunens mange vindmøller, er negativ.

Andelen af vedvarende energi fra solceller er stigende, fordi mange nye markanlæg er på vej i den kommunale planlægning i Vendsyssel. Hjørring Kommune, som politisk fornuftigt nok ikke ønsker markanlæg, var førende i 2019, står i dag svagest udregnet efter indbyggere. Kommunens seneste temaplan for vedvarende energi, som har været i høring modtog ansøgninger, der dækkede 22 solcelleparker og 7 energiparker med kombination af solceller og vindmøller.

Energi fra solceller dækkede 5,8 pct. af elforbrug i 2022, i de 4 kommuner i Vendsyssel. Tilsammen producerede solcellerne 77.882 MWh vedvarende energi.

Brønderslev Kommune har med 1117 anlæg med en effekt på 33 MWp den højeste produktion per indbygger på 727 kWh. Herefter følger Frederikshavn Kommune med 404 kWh/indbygger. Jammerbugt Kommune med 280 kWh/indbygger og Hjørring Kommune 262 kWh/indbygger.

Den 30. september 2023 er der net-tilsluttet 140.417 solcelleanlæg i Danmark svarende til en effekt på 3.490 MWp.

Solceller er en konkurrencedygtig og velafprøvet teknologi målt på pris, ydelse og kvalitet. Solcelleanlæg kan hurtig etableres og bidrage til udbygning af vedvarende energi i Danmark.

I Vendsyssel Energi- og Miljøforening mener vi, at solceller bør opsættes på tage, hvor der er er god plads og ikke, som store markanlæg på landbrugsjord – fordi naturen mangler plads og vi skal have mere skov. Alternativt er vi åbne for, at solceller opstilles som hybridanlæg sammen med vindmøller.

Der er et betydeligt teknisk potentiale for solceller på tagflader, og heldigvis opsættes der allerede i dag også solcelleanlæg på kommercielle vilkår på tage. Energistyrelsen vurderer, at det tekniske potentiale kan være op til 5.500 MWp på store tagflader.

Vendsyssel Energi- og Miljøforening mener, at alle med bygningstage skal have bedre mulighed for at investere i solcelleanlæg, der dækker deres eget forbrug uden afgiftsmæssige konsekvenser. Vi ser gerne, at regeringen fremlægger den solcellestrategi, der skal gøre det nemmere at opstille solceller på industriens tage, boligforeninger og offentlige bygninger i stedet for igen, igen at udskyde den.

I forbindelse med solcellestrategien må regeringen gerne implementere EU’s solenergistrategi , som vil gøre installation af solenergi obligatorisk på alle nye erhvervsbygninger og offentlige bygninger med et areal på mere end 250 m2 inden 2026 og på alle eksisterende erhvervsbygninger og offentlige bygninger med et areal på mere end 250 m2 senest i 2027, samt nye beboelsesejendomme opført fra 2029.

Der er i dag konkrete VE-projekter, der ikke realiseres eller som forsinkes pga. restriktioner i forhold til miljø, landskab, natur og kultur og politisk nøl og manglende kapacitet i den kommunale forvaltning. For at muliggøre den store udbygning af vedvarende energi på land frem mod 2030, er der behov for at reducere arealbegrænsninger for nye VE-projekter. Samtidig er det afgørende at sikre natur-, miljø-, og biodiversitetshensyn.

Vust Holme Solcellepark vil udover den grønne energi også bidrage til at styrke biodiversiteten. Solcelleparken er ikke særlig synlig i det flade landskab syd for Vester Thorup. Parken er tilmed omkranset af ældre læhegn med træer og buske, der hindrer den visuelle indsigt til anlægget. Mellem solcellerækkerne og under og mellem solpanelerne kommer der til at vokse græs og vilde blomster. Endvidere er det planen- at plantevæksten på arealet skal holdes nede af græssende får.

Vi kan dog ikke komme uden om, at de store solcellemarker på landbrugsjord også er et økonomisk givende klima initiativ i landbruget, som vil have en gunstig virkning på den alt for store kvælstofudledning til de indre danske farvande, der dermed kan være med til at afværge forurening og iltsvind. Vi mener dog, at landbrugets forurening skal løses på anden måde end at opstille solceller på landbrugsjord. Lad os så få de solceller op på tagene, så vi har strømmen, der hvor den bruges i erhvervsområder og byerne. For solenergi skal være noget, vi alle sammen i fællesskab deler med hinanden uden alt for mange regler.

Stor interesse for at opstille sol og vind i Hjørring Kommune

Onsdag d. 21. juni kl. 18.00 skal Hjørring Kommunes byråd politisk behandle, hvilke ansøgninger om opstilling af solcelleanlæg og vindmøller i Hjørring Kommune skal sendes i 4 ugers høring til videre behandling.

Kommunen har modtaget 42 ansøgninger med i alt ca. 3.000 ha solceller og 70 vindmøller fordelt på 37 områder. Områderne er fordelt på:

  • 22 solcelleparker
  • 8 vindmølleparker
  • 7 energiparker med kombination af solceller og vindmøller

Før beslutningen i byrådet har administrationen gennemført en screening af de enkelte ansøgninger i forhold til sammenhæng med varme- og energiplanen, ejerskabsform og organisering, økonomisk gevinst for lokalområdet samt natur-, landskabs-, kulturarvs- og landbrugsinteresser.

I Vendsyssel Energi- og Miljøforening mener vi, at vi skal have meget mere vedvarende energi sat op, samtidig med, at vi bruger så få hektar jord som muligt. Der bliver rift om landarealerne i fremtiden. Derfor er et parameter, som klima, MegaWatt pr. hektar jord, samt nedtagning af ældre vindmøller og lokal naboinddragelse meget vigtigt; natur og landbrugsinteresser ligeværdige og udsyn fra kulturarv, som Børglum Kloster mindre vigtigt.

Som udgangspunkt fylder solcelleanlæg 34 gange mere end vindmøller for at producere en MWh. Er der landspolitisk vilje til det, kan solcellerne fornuftigt placeres på tagene. Uden at have læst ansøgningerne og vurderet de enkelte projektområder kan feltet med hensyntagen til kommuneplanen indskrænkes til 8 til 10 projekter, bestående af rene vindmølleprojekter samt hybridanlæg med sol og vind, så produktionsbalancen i kommunen mellem vind og sol holdes i balance med 80 procent vind og 20 procent sol.

Sidst der var ansøgningsrunde i 2020, kom der 14 ansøgninger, som fordelte sig med 4 ansøgninger om vindmøller og 10 ansøgninger om solceller. Det ene projekt var et kombineret projekt med både vindmøller og solceller. Politikkerne og byrådet sagde dengang ”dur ikke” til mere vedvarende energi. Af de 14 ansøgninger kom kun et enkelt projekt igennem nåleøjet.

Et andet projekt, vindmøller på Hirtshals Havn i forbindelse med fremtidig havneudvidelse, er underligt nok behændigt gået uden om ansøgningsrunderne og indskrevet i Kommuneplan tillæg 6 – Vindmølle- og solenergiplanlægning i Hjørring Kommune, som efterfølgende er blevet ophævet af Planklagenævnet. Det betyder, at kommuneplantillægget ikke længere gælder, og at de hidtidige strategier og retningslinjer i kommuneplan 21 er gældende igen.

Opfølgning

På byrådsmødet valgte politikerne at sende 34 af de 37 projekter videre til fordebat, borgermøde og 4 ugers høring. De 3 projekter der blev valgt fra dækkede 3 vindmøller og 221 hektar solcelleareal.

Socialdemokratiet boblede mest over på byrådsmødet godt efterfulgt af de konservative. Venstre var mere forsigtige og stemte nej til flere af projekterne. Aftens nej-hatte tilfaldt ny borgerlige og Erik Høgh-Sørensen, som står uden for partierne.

Ved tidligere afstemninger om vind og sol er der blevet stemt på kryds og tværs af partierne og det sker også igen, når et mindretal af borgere, der aktivt er imod har talt.

Spørgsmålet er så om politikerne vil gå med det tavse flertal eller fortsætter med at give mindretallet af kommunens borgere vetoret over, om der skal sættes nye vindmøller og solcelleparker op.

Det vil formentlig blive de konservative som bliver udslagsgivende for, hvor mange projekter der kommer videre til næste runde med miljørapport, lokalplan og kommunetillæg.

Vendsyssel Energi- og Miljøforening har deltaget i høringen med en anbefaling til Temaplanen for vedvarende energi og hvilken af de mange projekter, som Hjørring Kommune bør arbejde videre med.

Vindmøller har national samfundsinteresse

Der er et stort behov for at øge mængden af vindenergi – både decentralt på land og på havet for at dække det nuværende elforbrug og for at gennemføre planerne om en elektrificering af større dele af produktionen, varmeforsyningen, transporten og til brug i elektrolyseanlæg til fremstilling af brint og andre Power-to-X-brændsler. Derudover skal der meget mere fokus på udbygning af transmissionsnettet.

Krigen i Ukraine udstiller mange års forkerte politiske prioriteringer på forsyningsområdet med godkendelse af lange gasrørledninger, fordi gassen var billig og mere klimavenlig end olie og kul. Nu skal vi være uafhængige af russisk kul, gas og olie, siger politikerne nærmest panisk. Det har Vendsyssel Energi- og Miljøforening og andre ellers sagt i over 20 år på grund af klimaproblematikken. Der skal mere fart på opstilling af vedvarende energi og det skal ske decentralt, der hvor forbruget sker.

Man kan spørge sig selv, om det ikke er bedre at fortsætte med at aftage russisk gas, når skaden er sket – hvis ellers Putin vil – og så afvikle gasforbruget så hurtigt, det er muligt og erstatte det med energibesparelser, vedvarende energi, som er suppleret med fornybar energi, som biogas og træflis, uden at inddrage problematiske stater som Qatar og Saudi-Arabien eller forurenende amerikansk skifergas og olie fra tjæresand, som nye leverandører.

Vi er enige med regeringen i, at det er vigtigt, at varmeplanlægningen hurtigst muligt kommer i gang i alle kommuner, så alle de, som i mange år var mere eller mindre tvunget til opvarmning med gas fra det kollektive gasnet, kan få et overblik over, hvor og hvornår der bliver mulighed for fjernvarme, eller om de straks skal udskifte deres gasfyr med egen varmepumpe.

Der er brug for, at politikerne i kommunerne træder ind i klimakampen nu. De skal tage ansvar og beslutning om flere vindmølleprojekter. Danmarks nationale klimamålsætninger kan ikke kun nås med havvindmøller, der skal også landvindmøller til. Derfor nytter det ikke noget, at der bliver godkendt færre projekter på grund af ”små” lokale borgergruppers modstand.

De underskriftindsamlinger, som Vendsyssel Energi- og Miljøforenings har set er generelt under al kritik, og i flere tilfælde er det vanskeligt at identificere underskriveren. Underskriftindsamlinger bør nytænkes i en ny offentlig digital variation.

Så længe vi forestiller os, at den store grønne omstilling kun handler om at skifte sorte energikilder ud med andre energikilder, når vi aldrig i mål. Vi skal også forbruge mindre og anderledes. Hvad hjælper det at skifte dieselbilen til en elbil og fortsat øge antallet af kørte kilometer, fordi man har velstand? Konsekvensen af stigende bilisme er, at vi skal udbygge vejnettet. I fremtiden bør der også kun betales kørselsfradrag til dem, som benytter kollektiv transport.

Landvindmøller er den billigste form for elproduktion. Temaplanlægning i kommunerne har vist, at der er nok af projekter. Mange projekter bliver stemt ned af kommunalpolitikerne, fordi andre hensyn vægter højere, og lokalpolitikerne ikke tænker strømmen i stikkontakten som national forsyningssikkerhed. Et andet problem er, at kommunalpolitikerne bor for tæt på deres vælgere og har tendens til at lade sig påvirke af naboer og vindmøllemodstandere, som bare altid er imod.

Vendsyssel Energi- og Miljøforenings opfattelse er, at vindmøllemodstanderne er forholdsvis få, aktive og meget højrøstede. Der er altid nogen, som er imod, når forandringens vinde blæser. Modsat den øvrige befolkning, som ifølge meningsmålinger generelt er positivt stemt, men passive i debatten.

Vendsyssel Energi- og Miljøforening vil opfordre til, at vedvarende energi skrives ind i planloven, som en national samfundsmæssig interesse for at sikre, at der er arealer og områder nok til at opstille de vindmøller og solceller, der er afgørende for klimaomstillingen.

Bliver vind og sol skrevet ind i Planloven, skal kommunerne håndtere udbygningen af vind og sol på lige fod med erhvervsudvikling, landskabsbevarelse, kulturarv og bosætning. For solcelleanlæg, som primært opstilles på landbrugsjord i konkurrence med andre arealhensyn, som landbrug, biodiversitet og friluftsliv, bør det være et krav at bruge bygningernes tage.

Vendsyssel Energi- og Miljøforening vil opfordre til, at VE-loven bliver genbesøgt politisk så loven giver mulighed for, at kommunens borgere, virksomheder og kommunen selv, tilbydes lokalt medejer-fællesskab. Derudover bør kompensationsordningen for naboer ikke medføre kontant udbetaling, men medejerskab af vindmøllen, som overleveres til den nye ejer ved salg af ejendommen.

Vi har set politikerne kan handle hurtigt og effektivt på kriser, når det gælder Covid-19, krig i Ukraine og finanskriser. Nu mangler vi bare, der handles konsekvent på klimakrisen, hvor verdenssamfundet ifølge FN’s klimapanel, IPCC, har tre år til at realisere særdeles drastiske drivhusgasreduktioner, hvis vi ellers vil undgå katastrofale klimaforandringer – og så skal vi også lige huske at ændre vores livsstil. For grøn omstilling af energi bliver meget lettere, når vi forbruger mindre og genbruger mere.