Vi kipper med flaget i Østerild
Flere hundrede mennesker deltog i indvielsesfesten i Østerild, da det nationale testcenter for store vindmøller fremviste det nye besøgscenter. Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt klippede snoren. Vendsyssel Energi- og Miljøforening var med og kippede med flaget for vindenergi – en dansk succeshistorie.
Med det nye drifts- og besøgscenter bliver der bedre kontor- og mødefaciliteter for dem der arbejder på centret. Derudover vil de 30.000 gæster, der årligt besøger testcentret få et indblik i vindenergiens betydning i dansk og global energiforsyning.
Den nye bygning er tegnet af Cubo Arkitekter fra Aarhus. Bygningen er beklædt med glasfiber et materiale som også bruges til vindmøllevinger. Bygningen på 600 m2 er placeret på 48 søjler, som hæver den ca. en meter over den våde skovbund, hvilket giver den et luftigt udseende, som passer godt til placeringen mellem plantagens træer. Fra udstillingsrummet er der en flot vinduesudsigt til testmøllerne.
Thisted Kommune har været med til at finansiere de 15 mio. som besøgscentret ved Østerild har kostet. Med åbningen fortsætter ”Den Grønne Tråd,” som er en kommunal klimafortælling, der allerede inkluderer klima- og energioplevelser af flere forskellige slags, bl.a.: Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi, test af bølgekraftanlæg i Hanstholm og geotermisk fjernvarme i Thisted.