Vil du se Brønderslev Forsynings nye sol- og biomassefyrede varmeanlæg?
En dag om vedvarende energi med særlig fokus på sol- og biomasseanlæg
Der vil være mulighed for at se, hvor langt Brønderslev Forsyning er kommet med byggeriet af deres nye spændende sol- og biomasseopvarmede varmeanlæg, når Vendsyssel Energi- og Miljøforening holder Vedvarende Energidag, lørdag den 26. august, kl. 13 – 16. Der er rundvisning ved Brønderslev Forsyning anlæg kl. 14 for alle interesserede.
Anlægget, som kombinerer to flisfyrede biomassekedler og en oliedrevet ORC-turbine med et CSP-solfangeranlæg, hvor buede spejle fanger solens stråler og koncentrerer dem omkring et oliefyldt rør, er unik i Danmark.
Det nyskabende er, at flisanlægget kan stoppes fra midt i maj til varmesæsonen begynder i midten af september, og i den periode kan varmeforbrugerne i Brønderslev klare sig udelukkende med solvarmen. Derudover vil det i sommerperioden, når solfangerne producerer mere energi end behovet, bruge den overskydende varme til at producere elektricitet, hvilket giver et økonomisk boost til driften.